So. Hi.
As hopefully many of you know, I am working on my series of four short stories on le blog. The first was "Jakob", the second, "Blåbær". I hope that you have followed the story so far, and that you have become familiar with the characters -- maybe even fond of them. I know I have.
So, today, or tonight I should say, I would like to "publish" the third story in this little mini-series. The series continues from where "Blåbær" left off, but the whole issue is introduced in "Jakob", so I would recommend that you read those first. I really hope you like my third short story.
Here is "Jeg".
* * * * * * * * * * * *
J E G
* * * * * * * * * * * *
Øllen i min hånd. Skvulpede i flasken. Klemte mig igennem det bølgende hav af mennesker. De dansede alle, vildt og ubekymret. Sigtede efter sofaen. Forestillede mig, at jeg ville sidde for mig selv resten af aftenen. Mennesker rundt om sofaen. Nogle af dem smilede høfligt til mig. Prøvede at smile tilbage, men læberne var krampagtigt foldet i en genert, anspændt grimasse. De trak væk fra sofaen, som jeg satte mig i alene. Førte min øl op til læberne, tog en lille slurk. Tog den kolde flaske væk fra læberne igen. Satte den fra mig på bordet.
Var jeg der overhoved, hvis ingen lagde mærke til mig?
Hjertet katapulterede op i halsen på mig, da en person smed sig tungt i sofaen. Føltes som om hele den røde sofa sprang en halv meter i vejret. Spildte øl på min allerede klamme skjorte. Ud af munden spruttede jeg en faretruende mundfuld af den bitre drik. Sofapartner fik det i hovedet. Han prøvede at ignorere de undskyldninger, jeg oversvømmede ham med. En dyb stemme sagde irriteret:
”Hold nu bare op. Jeg er ikke sur, okay?”
Munden, der talte til mig, var bred, og smilede med tænder der hørte til i en Colgate-reklame. Et par gnistrende mørkebrune øjne. Øjnene sad over en lige næse, der lignede, at den var blevet skåret i marmor. Håret faldt præcis på den måde. Øjnene lokkede simpelthen blikket til sig. Han havde en form for arrogant venlighed over sig, der ikke var til at placere. Vidste det med det samme. Havde fået selskab af intet mindre end festens charmør. Så han fandtes altså, ham charmøren. Havde ærligt talt aldrig troet, at jeg ville komme til at sidde med ham, snakke med ham.
”Okay,” Tog endnu en tår af min øl. Snart ikke mere tilbage.
Fyren tog sig til hovedet, og rodede i sit mørke hår. Han kiggede frustreret ned i gulvet. Var han vred? Hvis ja, på hvem?
”Hård aften?” spurgte jeg ham, uden at tænke over det. Var lige ved at bide mig selv i tungen. Var sjældent spontan.
”Ja, jeg kom op at skændes med en fyr,” begyndte han, og kiggede op på mig med et intenst blik. Det var som om, han tog sig selv i at sige for meget. Sige hvad? Hans skuldre hang. Så næsten modløs ud. Han fortsatte ikke.
Vidste ikke, hvad jeg skulle sige til ham. Sad bare stille ved siden af hinanden. Hans fod slog mod gulvet i takt med beatet i sangen. Han trommede rastløst i bordet. Men han gik ikke. Lod jeg også være med. Kiggede i stedet ud på de mange mennesker.
Pigen dér, hende der holdt festen, var lige kommet ned med en fyr. Drengen med det mørke pandehår, der faldt over hans overraskende blå øjne. Fyren lod hånde hvile i lidt længere tid på det nederste af hendes ryg. Længere, end hvad der ligefrem var nødvendigt. Drengen så ikke, at pigen sendte ham et modvilligt smil. Som om hun anstrengte sig for, at være sur på ham, men det ikke gik så godt. Lagde mærke til, at charmøren ved siden af mig kiggede længe efter ham, drengen. Hans øjne lynede. Havde han skændtes med drengen med de blå øjne? Han var smuttet i baren for at hente noget at drikke. Havde tabt ham af syne, men pigen stod ved kanten af trappen, bag ved en høj, ranglet fyr med akne. Tænkte, at det næsten lignede, at hun prøvede at gemme sig, at hun prøvede at forsvinde. Hun kiggede hurtigt i retning mod sofaen, men så hastigt væk igen, som om nogen havde set hende. Drejede hovedet, og så at charmøren kiggede vredt på hende. Hans mund var presset hårdt sammen, som om han prøvede at holde en strøm af skældsord inde.
Ville gerne vide, hvorfor han var så vred på hende, og hvorfor han havde skændtes med drengen. Ville gerne vide, hvad hans historie var. Spurgte i stedet om noget andet:
”Kender du hende?”
Han kiggede først bare irriteret på mig. Derefter sukkede han, og svarede. ”Det kan man vist godt sige. Hun er min… var min… Vi er venner.”
Der var så meget i den sætning, som han ikke ville sige. Havde de skændtes om hende? Ville ikke snage, så lod ham surmule i fred, og håbede bare, at han ikke ville gå. Kiggede i stedet over mod pigen, og fangede med det samme hendes lyse blik.
Jeg sad som lammet, frosset, paralyseret. Mit ansigt skildrede nok en blanding af spænding, glæde og altoverskyggende rædsel. Jeg var vant til at kigge på folk. Men de kiggede aldrig tilbage. Men der var hun – og hun kiggede på mig. Hendes øjne, jeg kunne ikke se præcis hvilken farve de havde herfra, men de var lyse og mandelformede, og de havde naturligt lange, lyse vipper. Hun kneb dem lidt sammen, da hun anstrengte sig for at kigge på mig. Selv hvis jeg ville, kunne jeg ikke lade være med at stirre på hende. Hendes mund, bare hendes mund i sig selv var fascinerende: hun kneb de rødbrune læber sammen, og det fremhævede hendes lille smilehul, der sad i venstre side, ikke i kinden, men under munden. Hun smilede til mig, og det lille hul blev mere synligt, og jeg følte det som om, hun delte en lille hemmelighed med mig, at smilehullet under hendes mund var til kun for mig. Mit hjerte bankede hurtigere, og under hendes blik, ved synet af hendes lille smilehul, følte jeg mig pludselig som nogen, ikke bare som luft, som ingen, men som nogen. Det eneste jeg ville, var at gå over til hende. Eller smile tilbage. Eller bare vise hende, at hendes smil betød noget. Og jeg var der. Når hun kiggede på mig, var jeg der.
”Hvad glor du på?” spurgte charmøren mig grinende, og fulgte mit blik. ”Du sidder jo fuldstændig opslugt! Kom nu! Hvem er det?”
Kiggede hurtigt væk fra pigen, men kunne ikke lade være med at sende hende et lille blik. Tog en tår af min øl, og undgik hans spørgsmål. Rømmede mig uden nogen tænkelig grund, og tørrede de svedige håndflader i bukserne. Smilehullet blev dybere, hun lagde hovedet på skrå, og de lyse øjne glitrede. Hun smilede genert til mig.
Turde ikke kigge mere på hende, af frygt for, at charmøren skulle se. Måske smilede hun ikke til mig. Hendes smil var sikkert til charmøren. Kiggede forsigtigt over på ham, og blev næsten helt bange, da jeg fik øjenkontakt med ham. Hans øjne lynede, og han undgik vredt hendes blik. Hun prøvede at lade være med at se såret ud. Tog sig til armen, som om hun frøs. For en gangs skyld, ville jeg bare holde om hende, holde om en person, og være nogen, hvem som helst, bare jeg ikke var ingen. Vidste bare ikke, hvad jeg skulle sige, hvad jeg skulle gøre.
”Hvad hedder hun? Pigen?”
Først kiggede han bare irriteret på mig, uden at svare. Mine ører blev langsomt samme farve som sofaen: ildrøde. Han ville nok ikke svare mig. Ville nok bare rejse sig. Kigge sig omkring med de gnistrende brune øjne, og finde sig en anden, sejere person at sidde sammen med. Én, der ikke kiggede efter piger, der var fuldstændig uopnåelige for ham. Ville kigge efter ham, da han gik, og ville ærgre mig over det resten af aftenen. Imens ville han ikke engang vide, hvem fanden jeg var. Forventede dette.
Han gjorde bare ingen af disse ting.
”Nå, kan du lide Camille?” sagde han og grinede lidt. Hans grin var bittert. Han klappede mig på skulderen. Var ved at springe en meter op i vejret af bar overraskelse. Jeg havde glemt følelsen af et klap på skulderen. ”Så gå dog over og snak med hende, mand!”
”Nej, nej, det er jo lige meget…” Var genert, og prøvede at skifte emne, ”Hun er jo sammen med ham drengen, ham med det brune hår og…”
”… de sindssygt blå øjne?” svarede han trist. Der var noget i hans øjne, der bare gjorde alt for ondt at kigge på. Kunne ikke se på ham, da jeg svarede.
”Ja, han er jo lige gået i baren. Er de kærester, eller sådan noget?”
Han forblev stille, men det var som om han larmede 10 gange så meget som før. Sneg mig til at kigge på ham. Han havde kæben hårdt lukket, og en lille muskel i hans kind dirrede. Hans øjne var et stormfuldt hav. Det var som om, han heller ikke kunne sige noget. Stille, næsten umærkbart, rystede han på hovedet.
”Nej, hun har ikke nogen kæreste,” sagde han med en stemme, der næsten ikke rystede. Han måtte rømme sig, før han fortsatte. ”Jeg er ligeglad… Men han… Han…”
Løftede min øl til læberne, men opdagede, at der ikke var mere tilbage. Tænkte over hans svar. Han, han? ”Han” var nok drengen med de blå øjne. Hvorfor lød han så trist? Pigen stod der stadig, ved trappen. Hun sendte mig et hurtigt blik. Jeg blev varm i maven.
Hun vendte hovedet væk fra mig. En stærk arm lagde sig om hendes skuldre, og hendes smil blev til et perlende fnis, da hun fik sin friske øl i hånden. Fyren var vendt tilbage fra baren. Hans hår faldt ned i øjnene på den måde, som jeg vidste, at alle piger elskede. Hans øjne var så blå. Mine var bare grå og kedelige. Hvordan kunne jeg hamle op med ham? Min mave, der før var så blød og varm som grød, blev til en hård klump. Før, under hendes blik, var jeg et blødt og elastisk bolsje. Var lige var kommet ud af ovnen, varm, og klar til at forme mig, som hun ville have mig. Men nu var jeg størknet. Hård og uformelig, grå og kedelig.
Charmøren prøvede at lade være med at kigge. Han kunne ikke holde øjnene fra de to. Særligt hæftede hans øjne sig ved drengens ansigt. Han havde en slags stædighed i ansigtet, der ikke var til at diskutere med. Drengen havde stadig armen rundt om hende. De gik slingrende, grinende op af trappen igen.
Vidste, at der var køkken ovenpå. Havde også set et soveværelse deroppe, med en stor dobbeltseng. Håbede desperat på, at de bare var sultne. At de bare skulle op i køkkenet.
Øjeblikket før vi mistede dem af syne, kiggede drengen med de blå øjne tilbage på os. Hans øjne faldt på mine først. Tror det var et uheld. Det var ikke meningen, jeg skulle se hans øjne. For jeg så, hvor ondt det gjorde inden i ham, i øjnene. I det splitsekund det tog for ham at se på mig, i stedet for charmøren, var han væk.
Charmøren sad som forstenet. Hans ansigt var som skåret i sten. Men hans øjne… Hans øjne lynede og stormede af noget. Noget, der kun kunne beskrives som smerte.
Han sagde intet. Var også stille, for hans skyld. For min egen? Vidste alligevel ikke, hvad jeg skulle sige til ham. Men undrede mig nu alligevel. Hvorfor var han vred på Camille? Hvem var drengen med de blå øjne? Og hvorfor kiggede han på drengen, som om han lige havde mistet det, han holdt allermest af?
Han rømmede sig. Hans stemme rystede lidt, da han snakkede. ”Der er noget, jeg lige må ordne…” Han rejste sig op og kiggede på mig. Prøvede at lade være med, at se skuffet ud. Nu ville jeg gå tilbage til at være alene, anonym. Og hvis ingen vidste, hvem jeg var, hvor jeg var, hvorfor jeg var der – var jeg der så virkelig? Han drejede om på hælen, og småløb mod trappen, men tøvede så. Han kiggede tilbage imod mig.
”Du der,” sagde han til mig, ”Hvad hedder du?”
Var i chok. Så svarede bare. ”Simon.”
”Godt, Simon. Vil du med?”
Kunne ikke sige noget. Munden åbnede og lukkede sig, men der kom ingen lyd ud. Ville ønske jeg kunne tage en slurk af min øl. Tørrede mine fugtige hænder i skødet.
”Kom nu, jeg har ikke hele dagen!” sagde han, og smilede varmt til mig. Under hans smil gemte han på noget, noget der var trist og vredt. Noget der ville komme ud om lidt, som en eksplosion eller en solformørkelse eller et vulkanudbrud.
Festen fortsatte omkring mig, som om intet var forandret. Som om jeg ikke var der, eller som om jeg bare var fuldkommen og uoverkommeligt anonym. Men i aften var det anderledes. I aften var jeg ikke alene. Havde allerede vidst, hvordan resten af min aften ville se ud. Hvordan resten af mit liv ville se ud. Havde vidst, at de ville fortsætte uden mig, i en glitrende, røget, euforisk døs. Ville sidde ubevægelig i en rød sofa, sidde der resten af mit anonyme liv.
Medmindre jeg gjorde noget.
Så hvad kunne jeg gøre?
Jeg kunne sidde her i sofaen. Alene resten af aftenen. Anonym resten af mit liv.
Eller jeg kunne gå med ham.
Jeg kunne…
* * * * * * * * * * * *
W R I T T E N B Y C A R O L I N E R O S E B E R R Y
* * * * * * * * * * * *
* * * * * * * * * * * *
Well, that was it. I really hope that you liked it. I realize that it was a lot longer than the two first short stories. But I hope that it was satisfactory anyway. Next time, I'll be writing the final chapter of this little saga. Can you perhaps guess which angle, I'll write it from? Who's point of view I'll take? I sort of hope that you can, and then again, that you can't. I always like a good element of surprise. Since it's the grand finale, the end of a short-lived era, I'll make it count.
Let me know, if you have any last-minute suggestions. Inspire me! And please read as many of my stories as you want.
Thanks for listening,
I Am Roseberry
No comments:
Post a Comment