Blåbær by CRK

So. Hi.

Today, I'm continuing my growing series of short stories for you. Last time, I wrote "Jakob", the story about an alternative kind of young love. I was really pleased and happy to see and hear the comments I got for the story. Thank you so much for your enthusiasm and encouragement!

Since "Jakob" was such a succes, I'm continuing the series. I would like you to meet Camille: the lead character in "Blåbær", which is the sister-story of "Jakob". As you may have read previously, Camille just saw her best friend, Adam, doing something slightly unorthodox with an unknown boy, Jakob -- an experience that has certainly changed their night, and perhaps all of their lives, forever. Interested? Read the full story in "Jakob"!

This story is also in Danish, and the rest of the series will be as well. I'm going to "publish" four short stories in this series, all in all. The concept of the stories, is showing this one, eventful night from the angle of four different young people. This night has a particular significance to all of them, life-changing or not. Each story will be written in its own, unique fashion. What I'm trying to do, is give you an idea of how these experiences affect and challenge these young people, like our own personal experiences do every day.

I hope that you like the concept, and more specifically, that you will like my 2nd story.

Enjoy.

 *   *   *   *   *   *   *   *   *   *   *   * 

B L Å B Æ R

 *   *   *   *   *   *   *   *   *   *   *   * 

Hvad er der så fandens specielt ved Jakob?

Jeg løfter min øl til læberne, kaster hovedet bagud, og bunder, tømmer øllen til den absolut sidste dråbe, der bliver fanget på siden af den grønne dåse.

Der er et eller andet ved ham, som jeg ikke er så glad for… jeg tror det er noget med hans øjne, de er bare lidt for blå for min smag.

De minder mig om blåbær.

Skide blåbærsbøsse.

Der er mennesker overalt i mit hus.

De danser alle sammen, vildt og ubekymret, og de flytter sig foran mig, som et stort, bølgende hav.

De larmer så meget.

Der er en der har brækket sig i min lampeskærm.

Der er øl på min bluse.

Hvor ulækkert.

Min øl er tom.

Der står en ledig vodkaflaske og nogle glas på kaffebordet, der på mirakuløs vis stadig står ubeskadiget i hjørnet af stuen.

Jeg hælder et shot op til mig selv, løfter det til læberne, og kaster det ned, prøver at lade være med at skære ansigt af den bitre smag af alkohol, og gentager processen et par gange.

Mit hoved er tilpas tåget.

Jeg spotter Adam i menneskemængden – han har sat sig i sofaen med en anden fyr, som jeg ikke aner, hvem er.

Han fanger mit blik, bliver ildrød om ørerne og helt ned af nakken, og skuler vredt til mig.

Hvad skete der egentlig på den terrasse? tænker jeg, Forelskede han sig bare i Jakobs blåbærblå øjne, og forsvandt i et blåbærblåt hav?

Pludselig hader jeg Adam, men mest Jakob, for det er hans skyld, det hele.

Jeg er vred.

Jeg er fuld.

Jeg går.

Så kan han lære det, Adam altså.

Hvis to drenge kan stå og kysse heftigt i min rhodendendronbusk, tænker jeg , imens jeg slingrer op af trappen, så burde jeg også kunne finde en, der ville kysse lidt med mig, bare for en aften, tænker jeg, Det burde da for helvede ikke være så svært!

Mit hoved snurrer rundt, jeg tager fat i det, jeg tror, er gelænderet, men gelænderet er varmt og blødt og bevægeligt, det er en arm og ikke et gelænder, så jeg vrikker om på foden, og jeg falder, falder midt på trappen i mine lidt for høje stiletter.

En gruppe fjantede piger fniser af mig, da jeg ligger der, skravlet på trappetrinnene, hjælpeløs og fuld, snøvlende og hidsig.

Jeg håber at ingen ser mig – jeg håber at alle ser mig.

En hånd tager fat i min, en blød, kølig hånd, der trækker mig op af trappen, og jeg kigger ind i et par utrolig blå øjne.

”Du er Jakob!” snøvler jeg dumt, ”Du er blåbærsbøssen!”

”Er jeg det?” svarer Jakob træt.

Det må du vel selv vide, tænker jeg, Enten er du blåbærsbøsse, ellers er du det ikke, og det ved jeg tilfældigvis, at du er. Du er den dreng, som min bedste mandlige ven lige har stået og kværnet tunger med. Så er du vel et blåbær, nej, jeg mener en bøsse.

Han hiver mig op og stå, ”Kan du stå selv?”

Jeg husker mig selv på, at jeg ikke vil have hans hjælp, at jeg er sur på ham, og at jeg hader ham, så jeg trækker armen til mig, men jeg er ved at vælte igen i mine høje sko, og jeg må støtte mig op af ham.

Jeg hader forresten blåbær.

Jakob sukker resigneret, ikke irriteret, men bare træt, og han lægger den ene arm om min talje, og bruger den anden hånd til at trække min arm over sine skuldre.

Jeg vil ikke følge med, jeg vil ikke have hans hjælp, men Jakob er stille og ikke nær så irriterende, som jeg troede han var, så jeg giver bare op, og følger med.

Jeg kan ikke gå selv, for mine ben er blevet til gele, og min mund smager af blod og bræk og øl – så Jakob trækker mig hen af gulvet.

Han trækker mig ud i køkkenet, jeg ved ikke, hvordan han ved, hvor det er, men jeg siger ikke noget, for der er stille i køkkenet, som et af de eneste steder i huset, der er så hjemligt og hyggeligt, urørt af larmen og vrimlen og anonymiteten.

Der står en skål med blåbær på bordet.

Skide blåbærsbøsse.

Jakob sætter mig fra sig på bænken ved køkkenbordet, som var jeg en slasket dukke, eller en sækkepude, hvorefter han puffer blidt til min ene skulder, og jeg rykker ind, så han kan glide ned på bænken ved siden af mig.

Der er så stille, at jeg kan høre Jakobs hjerte banke.

”Undskyld, men må jeg ikke tage nogle blåbær?” spørger han pludselig.

”Jo,” siger jeg, og det er det første, jeg har sagt i lang tid, ”Tag bare. Jeg kan ikke fordrage blåbær…”

Han tager en stor håndfuld våde, dybblå bær, og han får lidt vand på fingrene, så han må slikke det af med sin lyserøde tunge.

”Hvorfor ikke?” spørger han.

”Det rager ikke dig,” snøvler jeg surt.

Jeg hader blåbær.

Jeg hader Jakobs blåbærblå øjne.

Jeg hader Jakob.

Jeg kan ikke lide blåbær, og jeg vil aldrig kunne lide dem, lige meget hvor mange drenge med blåbærøjne jeg møder i mit liv – punktum – og det siger jeg til ham, men han bliver ikke sur, som jeg troede han ville blive, han smiler bare mat til mig.

Han prøver ikke at forandre mig, prøver ikke at få mig til at ændre mening.

Det er som om han forstår, at jeg hader ham, selvom vi ikke engang kender hinanden.

Men det er jo ikke ham jeg hader, ikke specifikt, det er ikke bare ham og hans skide blåbærøjne – det er alle drenge med blåbærøjne i det hele taget, alle blåbærsbøsserne.

”Hvorfor kan du måske lide blåbær, hva’?” spørger jeg vredt, og prøver at undgå øjenkontakt med blåbærøjnene, for nogle gange er det nemmest bare at undgå de ting, man ikke kan lide.

Jakob kigger tamt på mig – måske har han ikke noget svar, for han trækker bare på skuldrene, og tager endnu et af sine fucking blåbær i munden.

Minutterne går.

”Det ved jeg ikke,” råber han pludselig, kyler resten af blåbærrene fra sig, og hiver sig frustreret i håret, ”Fuck! Du ved ikke noget om mig! Jeg har aldrig tænkt på mig selv som en blåbærelsker. Måske skal man bare prøve… du ved, blåbær, før man ved, om man kan lide det, eller ej…”

Jeg har ikke noget svar.

Jeg tror ikke vi snakker om bær længere.

Hans råb runger i køkkenet, men dør til sidst ud, og han sidder trist tilbage, og kigger på de blåbær, han kastede på gulvet.

Vi sidder i tavshed, imens han gumler på sit sidste blåbær, og jeg funderer over, hvad der egentlig er så slemt ved nogle små, harmløse bær.

 *   *   *   *   *   *   *   *   *   *   *   *

W R I T T E N     B Y     C A R O L I N E     R O S E B E R R Y

*   *   *   *   *   *   *   *   *   *   *   *

  

  

I really hope that you liked this story. I really tried to get into this character, Camille, but it was really hard at first. But then, somehow, she managed to take over the job of writing herself, and it was really cool to see her "evolve" on paper -- almost as if she had a life of her own. I just love it, when that happens.

Stay tuned for the next short story, to see which character will take over my writing! And let me know, if you like what I have started doing, concerning my short stories.

Thanks for listening,

I Am Roseberry