Jakob by CRK

So. Hi.

This post probably won't be so much fun for my English readers. Because today, my Danish ones are getting a special treat!

I'm very fond of writing short stories. And I just happen to be so lucky, that we're writing short stories in school at the moment. I just finished my first one of the kind, at least my first one this year. For a while, I've been thinking about "publishing" my short stories. And today, I'm taking that leap. I should warn you, though: it's in Danish. Maybe my English readers will get a good laugh at our strange language, anyway! Scroll to the bottom to see some pictures instead, guys!

Enjoy.

 *   *   *   *   *   *   *   *   *   *   *   * 

J A K O B

 *   *   *   *   *   *   *   *   *   *   *   * 



”Er det ikke dig, der er Jakob?”

Vi er omringet af svedige teenagere, de synger med på musikken, og de danser. Der er mørkt i Camilles kælder, men jeg kan se, at du nikker. Jo, det er dig, der er Jakob. Når mine lettere berusede venner danser, kan jeg mærke det helt indeni. Det runger i mig når de råber, og hele min krop er et virvar af lyd. Gulvet ryster. En pige kommer til at gnubbe sig op af min skulder. Der er en der har spildt lidt øl på mine bukser. Det er som om vi er en stor organisme der hopper, danser, trækker vejret. Ind. Ud. Men i dette kaos af mennesker som jeg kender, og alligevel ikke ved, hvem er, er det dig, jeg kigger på.

Du er en pæn dreng. Nej, du er mere end pæn. Der er et eller andet ved dig. Jeg er fuld, og min dømmekraft er kraftigt svækket af vodka og øl. Men du må ikke tage fejl – jeg kan godt lide dig, Jakob. Det fortæller jeg dig, jeg siger, at du skal vide det, jeg synes du er flot, og du er skide sød, Jakob. Du griner lidt af mig, du tror jeg ikke mener det. Jeg smiler til dig, for det gør jeg, Jakob, jeg mener det. Jeg kan mærke det i maven når du griner, og det er varmt, så varmt. Det er ikke den brændende vodka jeg mærker, det er noget andet – det er dig.

”Hvor kender du Camille fra?” spørger du mig.

”Hun er min bedste veninde,” siger jeg, ”Hvad med dig?”

Du når ikke at svare. Jeg dukker mig, da nogen kaster et ølglas gennem luften, og jeg griber i din hvide T-shirt for ikke at falde. Du griner, og haler mig op at stå igen. Mine hænder brænder, hvor jeg rørte dig. Camille fanger mit blik fra den anden side af rummet. Hun ser spørgende på mig, mistroisk endda. Jeg ignorerer hende. Jeg vil høre din stemme, ikke den rungende lyd af menneskers råb, og den dumpe lyd af mit dunkende hjerte. Dunk-dunk, dunk-dunk.

”Jakob, skal vi ikke gå et andet sted hen? Så kan vi snakke sammen,”

Du smiler lidt genert, men smilet er ægte. Du er ikke falsk, og jeg kan se lige igennem dig, og jeg ved, at dine gennemborende blå øjne ser alt indeni mig. Det er som om du siger ja, selvom du er stille, hele din krop siger ja. Dit pandehår, dine skuldrer, din navle, din lillefinger og dine blå, blå øjne – alt sammen siger ja til mig. JAJAJAJAJAJAJAJAJA.

Jeg tager din hånd. Du virker overrasket, dine reflekser går af, og du trækker hånden til dig. Men jeg holder fast, og jeg leder dig igennem den fordrukne menneskemængde. Din hånd er ikke så varm som jeg troede den ville være. Den er faktisk næsten kølig, og blød, meget blød af en drengehånd at være, men stor, næsten kraftig. Vi går forbi Camille, og hun trækker i min Jakob-frie hånd, og spørger hvor vi skal hen. Jeg siger, at vi bare skal have noget frisk luft, dig og mig. Jeg siger dit navn, Jakob, og det føles godt, så jeg smiler. Camille kigger underligt på mig, når jeg skubber dig op af trappen.

Jeg fører os ud på altanen. Der er ingen mennesker derude, det er også koldt. Jeg kan se, at du begynder at fryse, i det øjeblik vi kommer ud. Mit hoved snurrer, jeg prøver at holde fast i tankerne, men de er ude for min rækkevidde. Der er kun dig, din frostklare ånde, glasset i vinduerne, der dunker, musikken, der bliver lavere, når jeg lukker døren til altanen, mine hænder der brænder.

”Hv-hv-hvorfor er vi gået herud?” siger du, og dine tænder klaprer.

Jeg ved det ikke. Jeg ved ingenting længere. Jeg ved, hvordan man kommer fra Camilles kælder, op af trappen og ud på altanen. Men hvad hjælper det mig? Jeg vil bare gerne vide, hvordan jeg kommer fra bare at være mig, til at være dig og mig, til at være sammen med dig, Jakob?

Jakob. Jeg kigger dig lige i ansigtet, kigger på dig igen, og du er stadig pæn, ja du er faktisk ret fræk, tænker jeg. Du er genert, du hedder Jakob, din krop er varm, og du har meget blå øjne. Jeg slingrer, når jeg tager et skridt tættere på dig. Jeg burde være genert, men det er jeg ikke. Vodkaen brænder i kroppen, og gør mig modig. Du har mørkt hår, Jakob, der falder ned i dine blå øjne, dit ansigt kommer tættere på og bliver sløret, men det vil jeg ikke have, jeg vil se dig, jeg vil kigge på dig hele tiden. Dine øjne, blå som is, som et rullende ocean, kigger skræmt op på mig.

”Jakob?” hvisker jeg spørgende.

”Ja?” hvisker du tilbage, som om du er bange for, at jeg vil voldtage dig og tage alle dine penge.

”Luk øjnene.”

Mine læber rammer dine. Blødt, lydløst, fjerlet. Du stivner. Din krop ryster. Når jeg kysser dig dybere og mærker din tunge mod min, føles det som om, at din sjæl også ryster. Jeg mærker ikke, at jeg trykker dig op af altanen. Men jeg ved at jeg må have gjort det, for når jeg må slippe dine sultne læber for luft, står vi presset tæt op af Camilles lyserøde rhodendendron. Du griner stille, og jeg tysser på dig, og griner selv. Din ånde lugter af chips og øl, og nogen ville måske synes, at det var klamt, men jeg synes bare det er dejligt, jeg synes bare, at det er Jakob.

Du kigger på mig med klare, blå øjne, og det er som om dine øjne rører ved mig, rører hver en lille del af min krop, og alle andre ukendte steder, der gemmer sig inden i mig, og som jeg aldrig vidste, at jeg havde. Og jeg må kysse dig igen, det må jeg bare, jeg må presse mine læber mod dine én til gang, bare én til gang, og så kan jeg dø lykkeligt, lige her, på altanen, under stjernerne, i Camilles rhodendendron-busk, med dine blå øjne for og bag og indeni mig. Jeg kysser dine bløde læber. Det er bare to læber der mødes, men det er meget, meget mere. Det er fyrværkeri og stjerner og jordbæris og blide bølger og jordskælv og vodka-shots og noget ægte, for en gangs skyld noget der er fuldstændig ægte for mig.

”Undskyld, men må jeg spørge, hvad I laver?!”

Det er Camilles lyse stemme, der skærer igennem luften. Du drejer forfærdet hovedet imod hende, du mumler at vi ikke laver noget, og du siger jeg skal flytte mig, du skal gå. Jeg stirrer på dig. For mig er du stadig den dreng jeg lige har kysset i en rhodendendronbusk, jeg forstår ikke hvorfor du går, jeg forstår ingenting. Dine blå øjne lukker sig, du smider sandheden fra dig, du skubber mig væk, og du går ind i det mørke hus igen, uden mig. Du efterlader mig tomhændet tilbage, Jakob, med et hjerte der dunker af ubrugt adrenalin, brændende hænder der bare vil gribe dig, og en Camille, der stirrer chokeret på mig.

”Jakob,” siger jeg, jeg hører den umaskerede vrede i min stemme, den store længsel, lidt skuffelse, meget alkohol. Jakob hører mig ikke. Det gør Camille derimod. Hun kigger desperat på mig. Hun siger mit navn.

”Ham kan du vist godt glemme, Adam!”

 *   *   *   *   *   *   *   *   *   *   *   *

W R I T T E N     B Y     C A R O L I N E     R O S E B E R R Y

*   *   *   *   *   *   *   *   *   *   *   *

Well, I hope that you liked it. And that you understood it! If you did like it, and want to see more of this kind of  thing, just let me know. Comment, like, follow!

I'll be really busy this weekend, because I'm singing concerts non-stop, atm. It's really tough. I'm tired, and my voice is sore. But I love it. So this is basically bye-bye for the weekend guys. Have a good one!

Thanks for listening,

I Am Roseberry